Hird blev i middelalderen brugt som betegnelse på norske og danske kongers eller stormænds livvagt.
Hirden var stormænds og kongers hærfølge, så en mand måtte frivilligt underkaste sig hirdherren, selv om en saga i flere tilfælde indikerer, at det skete under tvang (som et alternativ til døden)
Optagelse i hirden blev markeret ved håndgang, sværdovertagelse og troskabseder.Hirdmændene blev derfor betegnet som "håndgangne mænd", enten sværdtagere eller edsvorne, og måtte sværge evig troskab til deres herre og love at følge ham i både krig og fred, om nødvendigt at ofre deres liv for ham.
Ifølge Magnus Lagabøtes landslov, aflagdes ed med hånden på kongens sværd, og ordene: "Så lægger jeg hånden [på sværdet] og sværger til Gud, at være huld og tro mod mi konge, åbenbart og hemmeligt; at jeg skal følge ham inden for landet og udenfor, og intetsteds skilles fra ham uden hans lov og tilladelse, eller uden at nødvendigheden kræver det. At jeg skal holde alle de eder, kongen har svoret til landfolket [det vil sige opretholdelse af den kristne religion] efter de evner, Gud har skænket mig. Så være Gud mig huld, om jeg siger sandt; vred, om jeg lyver." 

(Under Knud den Hellige blev flere af hirdmændene kongelige ombudsmænd og flyttede fra kongsgårdene ud i landsdelene.)